Økonomiløb

Går du rundt med lidt benzin i blodet og kunne tænke dig at prøve kræfter med motorsport, er det ikke så svært at komme i gang med, som mange forestiller sig. Du skal blot have en bil og et medlemskab af en motorklub. Derefter vil du blive sat ind i alt hvad der skal til af klubbens medlemmer og bestyrelse.
Hvad er økonomiløb?

Økonomiløb kan beskrives som:
Motorsport på offentlige veje, med familiebilen som redskab i kamp om flest km. pr. liter.

Økonomiløb foregår på landevej i almindelige biler. Det drejer sig om at spare mest muligt på de dyre dråber, men en bestemt rute og tidsplan skal overholdes.

Et økonomiløb strækker sig som regel fra 250 til 300 km, men den kan være længere i Internationale løb.

Der køres under meget afvekslende forhold i både by og på landevej, men mest på snoede biveje. Gennemsnitsfarten ligner den almindelige daglige fart, når der tages hensyn til vejenes beskaffenhed og den forventede trafiktæthed.

Overskridelse af hastighedsgrænserne giver strafpoint, og kan medføre udelukkelse.